Fornuftens grænseflader

Nye perspektiver i antropologiske studier af magi, social teknologi og usikkerhed


I det danske samfund kan der i disse år iagttages to tilsyneladende modsatrettede tendenser:


den ene side er der en øget vækst i interessen for overnaturlige og uforklarlige fænomener, ikke blot inden for populærkulturen fx i form af tv-serier om ånder og medier, men også i etablerede religioner og medicinsk praksis vies mystik og spirituelle emner øget opmærksomhed. Irrationelle oplevelser – fra spøgelser til ”indre stemmer” – accepteres tilsyneladende af stadig flere som andet end indbildning og gøres bl.a. i selvhjælpsgrupper til genstand for en søgen efter mening og budskaber.
Alternative former for sygdombehandling fortsætter deres mangeårige vækst og finder bl.a. gennem pres fra patientforeninger vej ind i den etablerede sundhedssektor og -forskning. Den folkelige forståelse af, ”at der er mere mellem himmel og jord”, henviser ikke længere blot til grænserne for erkendelse, men til muligheden for alternative erkendelser og virkeligheder. Et fællestræk her er ønsket om anerkendelse og brug af andre sammenhænge, end hvad den etablerede videnskab og rationalitet synes at levne plads til.

den anden side sker der en drastisk udvidelse af den etablerede videnskabelige fornufts råderum, hvilket først og fremmest kommer til udtryk i kravet om evaluering, evidensbasering og dokumentation af effekt og effektivitet inden for stadig flere områder af samfundslivet: Alle niveauer af sektorer som uddannelse, sundhedsvæsen og socialt arbejde skal bevise deres økonomiske og samfundsmæssige værd.
Bestræbelsen på ”evidens” knytter sig almindeligvis til ønsket om større politisk og administrativ kontrol med disse områder og til ønsker om en mere effektiv udnyttelse af begrænsede ressourcer. Et fællestræk her er øget mistillid til sædvane, faglige traditioner og personlige erfaringer som afsæt for indsatsen, og en understregning af nødvendigheden af nøgterne, objektive og videnskabeligt baserede målinger.

På trods af den tilsyneladende modsatrettethed i de to beskrevne tendenser rummer de visse fælles grundtræk: For det første et ønske om at sætte sig ud over begrænsningerne ved, hvad man kunne kalde ”hverdagens sunde fornuft”; for det andet bestræbelsen på gennem bestemte metoder – fra åndemaning til evaluering – at opnå viden og kontrol med det ellers ukontrollable og usikre.

Den samtidige vækst af ”irrationelle” og ”rationelle” forståelsesrammer synes at udgøre en fælles bevægelse mod at eksplicitere det skjulte, erkende det hidtil uerkendelige og – om muligt – styre det bedre. Der er ikke kun tale om bestræbelser på at opnå større indsigt, men på bedre muligheder for praktisk indgriben og meningsfuld, legitim handling. I den klassiske antropologi er sådanne forsøg på at håndtere usikkerhed ofte beskrevet og analyseret som magi.