Danmark har de senere år været genstand for en betydelig international opmærksomhed knyttet til forhold på det danske arbejdsmarked. Dette har ikke mindst været tilfældet i lyset af den såkaldte flexicuritymodel. Karakteristisk ved flexicuritymodellen er den – i hvert fald i teorien – særlige relation mellem fleksibilitet, social sikkerhed og aktiv arbejdsmarkedspolitik, hvor social sikkerhed og aktiv arbejdsmarkedspolitik ses som tilvejebringende forudsætninger for et arbejdsmarked præget af en høj grad af fleksibilitet. I artiklen analyseres forholdet mellem fleksibilitet og sikkerhed på det danske arbejdsmarked med udgangspunkt i forskellige segmenter af lønmodtagere på arbejdsmarkedet. Artiklens hovedkonklusion er, at der ikke er én, men to forskellige flexicuritymodeller på det danske arbejdsmarkedet. Og at den ”klassiske” – og efterhånden internationalt berømte – danske flexicuritymodel, hvor det på den ene side er let at fyre medarbejdere (hvilket giver høj fleksibilitet), og hvor der på den anden side gives høj kompensation i forbindelse med arbejdsløshed (hvilket giver høj sikkerhed), kun dækker en del af arbejdsstyrken i Danmark. Fleksibiliteten på arbejdsmarkedet – i form af adgang til at fyre medarbejdere – er ikke så høj som det almindeligt antages på alle dele af arbejdsmarkedet, ligesom sikkerheden – i form af kompensation i forbindelse med arbejdsløshed – ikke så høj som det tilsvarende almindeligvis antages i flexicuritylitteraturen.