Artiklen ønsker at undersøge, hvorledes kulturelle dynamikker udgør en faktor bag humorens historiske forandringer. Dens ambition er at levere en kulturdiagnostisk undersøgelse af nye populære sensibilitets- og socialitetsformer. Artiklen forsøger at gøre indsigter fra humorens filosofi hos S. Kierkegaard, J. P. Sartre og H. Bergson tilgængelige for sociologien ved at placere dem i en simmelsk kulturteoretisk ramme. Nutidens ironiske sensibilitetsformer forstås derved som en reaktion på det, som G. Simmel benævnte “en vækst i objektiv kultur“. Dernæst skal W. Benjamins allegoribegreb fungere som et værktøj til beskrivelse af nutidens ironiske samværs- og sensibilitetsformer. Artiklens sidste del undersøger sammenhængen mellem ironiske sensibilitetsformer (camp- og retrofænomenet) og disse fænomeners forbindelse til en ironisk fænomenologi; en “tragisk“ opfattelse af kultur.