Kærlighed var på alles læber, da jeg udførte feltarbejde på en universitetscampus i Limpopo i den nordligste del af Sydafrika. Under overskriften "Love Talk" mødtes en gruppe studerende eksempelvis hver onsdag i et auditorium for at diskutere kærlighed, parforhold og sex.

Individuelle interviews og deltagerobservation bekræftede snart indtrykket af, at det var helt centralt for de studerende at være i en amourøs forbindelse med et andet menneske for at blive opfattet som en hel og fuld person. Hvor min oprindelige målsætning havde været at studere mandlig dominans i lyset af den sydafrikanske hiv/aids epidemi, blev notesbøgerne i stedet fyldt med optegnelser om lokale forståelser af kærlighed, sex og det at være menneske.

Formålet med dette kapitel er at vise, hvordan bevægelsen i spændingsfelt mellem det interne og det eksterne perspektiv er væsentlig for udviklingen af en etisk forskningspraksis. Gennem nedslag i mit materiale vil jeg præsentere min forskning som en rejse igennem et moralsk landskab, hvor jeg kontinuerligt har været tvunget til at genoverveje min erkendelsesinteresse, mit engagement, min position og relationen til de studerede. Kapitlet vil vise, at det er den kontinuerlige refleksion over disse aspekter, snarere end efterlevelsen af formelle etiske forholdsregler, der bærer kimen til en etisk antropologi. For at virkeliggøre denne etik, må forskeren imidlertid forpligte sig på en etisk fortælling, der redegør for forskningens samlede forløb.