Dansk beskrives ofte som ekstremt vokalrigt og konsonantfattigt. ’Udtalesjusk’ beskyldes for at føre til at konsonanter bliver til vokaler eller forsvinder så dansk nærmest er en lang vokalstrøm med 40 forskellige vokaler, hvor man ikke kan høre hvor et ord slutter, og det næste starter. På den baggrund fremstilles dansk ofte som et aparte og særligt vanskeligt sprog at lære både for udlændinge og danskere selv. I denne artikel diskuteres det om det er rimeligt at fremstille dansk som aparte på dette punkt, og der argumenteres for at man børe give et mere nuanceret billede af dansk fonetik. Dette gøres fra flere forskellige vinkler, dels ved at se på hvor mange forskellige vokal- og konsonantlyde man kan skelne i dansk, dels ved at undersøge ratioen af konsonantlyde vs. vokallyde i en dansk udtaleordbog såvel som i løbende tale, dels i ordforrådet i det hele taget. Det undersøges også hvilken effekt spontan tale og udtaleforandringer har på konsonant-vokal-ratioen. På baggrund af disse undersøgelser dannes et mere balanceret billede af dansk som et relativt almindeligt sprog.